onsdag den 5. februar 2014

Tredive

Manden, der rakte mig brochuren var / overvægtig, men nybarberet / der stod: Hjemmeværnet / - fordi det gi’r mening / hmm ja / kan du sige mere? /

Dem der laver vægure er ude af business / ligesom Blockbuster / og integration / en politisk ordfører tweeter om Voldsmose / alene navnet taler jo sit tydelige sprog / mener han / mens en anden ansætter en mimer til at føre sin sag / fuglene pipper videre / også de er idioter /

Men noget har sat sig fast i min bukselinning / en burre af en art / eller er det levende? /

Nej / noget fra kurvblomst – familien / (siger wiki) / jeg smuldrer kuglen / mellem mine tørre fingre / frø / som savner at komme i jorden og blive til noget nyt / en plantesort, som ikke før er set på disse breddegrader / hvor smalhalsen tager nye højder / åndeligt set /

I kirkebladet skrives der om Kierkegaard / måske han kan sætte frugt / i konfirmandernes lyse hoveder / så de ikke også flygter til Berlin / andet læser jeg ikke /

En hveps overvintrer / det er alle årstider på én gang / selv min søvn virker gammeldags.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar