onsdag den 5. februar 2014

Toogtyve

Hver dag står jeg i en verden af sko og lamper /

Jeg kan huske at have set en dreng på 18 / få et par flade af sin far / jeg var 22, pædagogmedhjælper og var lammet / han var ikke medlem af klubben / sad i sofaen med svulmede kinder / ville ikke tale eller ha cola / de andre drenge vidste godt, hvad han havde brug for / det vidste han godt, at de vidste / jeg vidste crap shit /

Jeg husker klart fornemmelsen af at vågne og have pisset i sengen./

Husker at vælte på min cykel ude foran vores hus / min far havde sat klodser på pedalerne, så jeg bedre kunne nå / cyklen var brugt og havde fået en gang sølvmaling / mistænkte den voldsomt for at være til piger / man måtte ikke stå op og cykle i de pedaler / det gjorde jeg så / der lå noget sand /

Verden var firkantet / men ikke som i en boligblok / der var soc. dem og kons /der var fliser overalt, og man måtte egentlig ikke spille hockey på parkeringspladsen /


Nogen fælder en hæk lige nu / der er rent vand i vores lokummer / naboen lægger nye fliser / alt er det samme, verden er flad / jeg burde ha røde kinder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar