Femoghalvfjerds
'A quiet place in the universe' / 1100 meter
under jordens overflade / sidder forskere i Boulby, England og leder
Oppe på scenen fandt vores ordveksling sted
hver aften / jeg nedskrev observationelt egne præferencer indenfor grammelot: /
stangforsnegler refsnæsstille / brune mavemuskler på halsfjerde / induchinas
padlemarn / dem frugter er kanone / det er svært ikke at planlægge / bare lade
det være sort og lade det opstå som en / bimes sosjöknægt / goddamn
nydelskvældt. / men forstå det gør jeg ikke /
Ioner bytter plads / trænger gennem al materie
/ som spøgelsesregn / en solvind over Antarktis / og jeg kunne ønske mine dage
være bundet til hinanden / af naturlig gådefugl / enkelte af disse partikler /
kosmiske humlebier / kan ingen forskning lande / kun kærtegne i luften som en
dans om mørkere hypoteser.
Jeg vil gerne beklage dette digt. Der burde ha stået noget om andres knæ, forskernes molekylære frokost, internetforbindelse. Den her fuckin plasterapp er gået ned. Om at du og din far uforvarende forberedte samme sangoptræden til hans jubilæum, Life on Mars, det tomrum der er inde i selve leddet, og at det udvider og krummer sig sammen i takt med atmosfærens tryk, og på havnen i Dragør, - hvor ænderne fodres og fejres som det eneste uændrede siden barndommen - skillinger den sidste fisker sammen til en sidste fangst. Måske skrubbe. Det skulle i givet fald have været min gave til jubilaren, fruit de mer, jeg tænkte egentlig på min egen far og på de sms’er, han skriver; aldrig er ordet dønninger udeladt, men jeg skrev om videnskaben og hverdagen, som om de var et makkerskab, og det er noget crap - intet er linked. Det hele er i sandhed en rød klump.
SvarSlet