søndag den 23. februar 2014




Seksogtres 
Kære

Nu har jeg været i Kvickly og er kommet hjem /
Her er som lovet en lille liste over store begivenheder og observationer, jeg har foretaget i de seneste dage:

I morgenbussen så jeg en pige fotografere sig selv lave grimasser. Der var ikke mange med bussen. Hun var teenager. Jeg kunne se billederne på hendes mobilskærm, og det så sørgeligt ud /

I Kvickly fik en ældre mand assistance til at finde en bestemt vare. Det var fin service. Han havde dog brug for hjælp til noget andet, efter min mening, for ovenpå sit hoved havde han forsøgt at stable både en kraftig hue og en cykelhjelm. Det var en vanskelig øvelse, kunne man se, og fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt også et mislykket projekt /

Jeg købte selv nogle delikatessefrikadeller, olivenolie, strepsiler, og noget hakket kalve- og svinekød til at lave flere frikadeller af senere. Jeg kan åbenbart ikke få nok af frikadeller /

I bussen på vej hjem havnede jeg i en diskussion med chaufføren om hvorvidt rejsekortet er noget argt lort. Der var pludselig ikke flere penge på mit kort. Så jeg har ret: det er noget argt lort /

Forleden så jeg i fjernsynet, at Albertslund Kommune sender en 84-årig på rengøringskursus. De kalder det 'mestring af eget liv'. Jeg valgte at notere begrebet ned /

Og for et par dage siden skrev jeg dette digt om min morfar:



Januar måned / det er begyndt at gå i kage med huskeren for min morfar / og det kunne således ligeså vel være / december / april / høstak / og dette bestik / jamen det kan man for så vidt godt anvende sådan som du gør / jeg ved ikke / hvordan det er tænkt / jeg ved ikke hvordan en hjerne fungerer / eller / hvor du går hen nu /

Tøjet vokser i størrelse for hver gang vi ses / og min teori om at skaldede mænd / oftere slår den blottede isse / ja den holder mere stik end jeg oprigtigt havde troet / og kirurgen måtte da også åbne dit hoved dengang / du var svimmel /

Minder mig om den samtale / jeg havde på plejehjemmet i Lynge / hun var blevet alene da hendes mand først / ’gik og faldt’ / mens hun var for svag til at hjælpe ham op / og siden døde helt almindeligt / det var vist et år siden / nu var hun her / det havde hun været i øh et år / hendes øjne blev farveløse / når hun forsøgte at huske årstal korrekt og kiksede /

Et år siden / lad os sige det / flyttede du hjemmefra / cyklede du til Idrætsparken / trykkede du din ven Axel på næven / gjorde du indkøb / duttede I på landet i Mazdaen / nej vent / det var Toyotaen / historien skrevet på alt for tyndt pergamentpapir / og blyanten for spids / perforeret væv / på hospitalet beundrede du udsigten og spurgte: / er alle de mennesker med til vores fest? /

Tag derhen! / tak for alt



Der sker altså lidt af hvert / og så har jeg ikke engang nævnt dit nye pandehår /
Dejligt at se dig /

Anders







1 kommentar:

  1. Ville gerne have haft, at bloggen skulle hedde 'mestring af eget liv', - men den gik inte, Granberg!, for Albertslund Kommune sidder tungt på begrebet. Verdammet. Jeg tænker ellers, at det er det, der forgår her: en 84-årig på rengøringskursus. Mestring af eget liv. Sure thing.

    SvarSlet