tirsdag den 4. februar 2014

Niogtres

Jeg drømte at min bror / den ene / havde fået kræft / og at min nabo / (den nye, som flyttede ind efter at den anden døde) / holdt militærparade med tanks ude på vejen / hvor de stod og pegede op i luften på en fare / ingen kunne se / jeg ser for meget fjernsyn / og har for lidt med dyr at gøre / eller / også ikke / min ven har fx en hund, han hader / (eller … ikke hader, men i hvert fald er træt af) / den er fra Island og vil ikke holde op med at gø / det er åbenbart noget / hunde gør / og jeg vender blikket mod det forkerte / og bruger for mange parenteser / mit liv står inde i en parentes / i drømmen havde du en lomme inde i din lever / af kræft / jeg blev så trist over beskeden / at jeg vågnede /

Solen skinner vældig skarpt / du svarer ikke, når jeg ringer / du har vældig travlt / jeg ville blot spilde din tid / og pege på skygger, man ikke kan se / metastaser som vandrer i mit liv / leveren er organ for den store rensning / og det er en stor uretfærdighed at angribe denne smukke anordning / ligesom det ikke er i orden at forskere / stort set ikke ved hvad milten / gør godt for / den imponerer ikke rigtig nogen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar