onsdag den 5. februar 2014

To

Velkommen til verden! /
Jeg har lige købt en hel laks / og det er jeg simpelthen så glad for, jeg tænker / nu har jeg en laks /

En melodiøs sprødhed i stemmen overrasker, ikke sandt? / når den fortæller om elvenes vandmasser og gode gydepladser / om at sluge vand og svømme videre opstrøms / hvad jeg selv ikke helt formår / og flodsengens sten er glatslebne / ganske omvendt et ansigt over tid / opvasken sejler / men stemningen er i det hele taget løftet /

Indtil nogen ringer og siger: / sødeste ven / du ved godt den er død? / og i øvrigt formentlig vokset op på en farm /

Informationerne har intet hierarki / hvordan tilberede sin mad / hvordan forhindre fx olieboring i Alaska / hvordan bestille bord / hvordan / hvis man har skæl / og selv er en fisk / med hvad på samvittigheden / og huske at ringe tilbage / hvordan med oversvømmelser og de andre katastrofer / i dette vers sidder man og vugger en laks / det er / jeg ved ikke / frapperende /

Trækker ansigtet hen ad asfalten / har ikke hørt en tango længe / i fitnesscentret står en tyk mand af kondicyklen og måler sit vægttab / og det er det samme her / født i ferskvand / kommet af dage i salt.
                                                                                                                         



Ingen kommentarer:

Send en kommentar