Hundredeogotte

I hospitalets enestue afleverer du nu dine allersidste kræfter

og de er mange og ubegribelige 

for os som sidder og ser på

små gisp 

dage der følger dage

og det er uklart hvem du er nu

hvad du er blevet til

væske der forlader sin form og bliver til luft

at tro på at menneskesjælen eksisterer

svarer til at ville bestige bjerge på Amager

jeg har mine tvivl og 

læste man modtagestuens plakat om The Glasgow Coma Scale er du åbenbart

med laveste score langt langt væk

låst inde i sindet

du eksisterer mere i rummet end i dig selv

og vi taler til dig

men du er allerede vadet ud i demenshavet

og den idiotiske krop bliver ved:

først svømmende bevægelser, så trækninger ved munden, så suk og

heftigt åndedræt, så hørelse og

det samme og det samme og det samme i en ring:

farvel farvel farvel. 

nu spiser jeg en sild i den slunkne kantine, drikker juice

det er det mærkeligste

pårørende på gangen taler om 30-årige lån, tordenvejr

hvad er dine 90 år på jorden?

væggene farvet sart melon

som var værelset en åben frugt

låst op og lagt til råd i solen

en gigantisk edderkop er tilsvarende fanget i denne blindgyde, stue 84

hvem bestemmer åndedrættets variation, et hik, et ophold?

intet af dette giver mening

tæt ved dit øre 

taler jeg om

brudevalsen

krondiamantbryllup 

det klareste af minder

hvordan du ikke ville holde op med at danse 

sejlende

høj hat

og sådan er det nu

din elskede har sagt dig farvel

din datter ber dig give slip

du trækker vejret

du trækker vejret

kroppen kan ikke gøre for det

du trækker vejret. 

Umage par:

Hundredeogsyv

Den afsluttende repetition lyder

fuck it all

fuck it all

jeg er afhængig af den slutning

fordi

intet andet synes at slutte

og cirklen skræmmer mig

medmindre den er en bold

jeg husker nogle få steder, jeg har jublet

nogle få

resten … jeg tror ikke, jeg ved hvordan man gør

beregner sandsynlighed

er spirituel til daglig

lever med fynd og klem, den slags

der var et hovedstødsmål på opvisningsbanen

det eneste

den sad

og semifinalen med bandet

fuck, vi var glade

og skulle måske til Paris

så kom vi op at skændes om dét

uden overhovedet at have vundet

nu har jeg poesien siddende på en finger som et lidt for dyrt smykke

nej, en træning

i idealisme i en pause i en vandring på en dag med haglvejr i en park mellem dine øjenbryn

jeg ved ikke

der skal bare være så meget smerte i den musik , jeg hører

jeg ved ikke hvorfor

det skal bare gøre ondt

før jeg kan holde det ud

min far var kommunist
og sagde: omsorg for andre,

uanset hvem de måtte være,

blot dårligere stillede end mig

det er det

det er det
fælles er det højeste
og Burkina Faso er mit ansvar
Frederik Andersen fra folkeskolen mit ansvar

min bedste ven sagde om ham, at han svedte,

så man kunne fiske i pytten på hans ryg

den bemærkning føler jeg stadig, nogen burde tørre op efter

og det var mig

nu honningbier,

planeten
det er min ubetydelighed

Saarikoski stirrer ud over Stalins hoved

jeg stirrer ud over min fars, når jeg ser mig i spejlet

det er et udtryk for skyld, at der er så goldt

henover stenansigtet.

Hundredeogseks

På hver af de små øer: Apo Island, Saltholm, Losinj,

glemte jeg en sko

den ene var en grillet fisk, den anden en sæl, den tredje et pinjetræ

nu går jeg i cirkler

og mit fjernsyn er ikke hd

det er for virkeligt

jeg løfter en plæne

varmt skrammede øjne

render rundt og er venligheden selv

for alle, der ikke er hurtige nok til at flytte sig
det er en anden måde at sige, den er alt, hvad jeg har

jeg vil væk fra min viden

tørresnoren har smag af alle de klædningsstykker, den har løftet

til dig, himmelmandarin

jeg strækker mine arme

mine bånd, der binder mig

min alderdom er sat ind pludseligt

omhyggeligt

som en tøven ved ferskner

alt minder om noget andet

og gud så, at gyserfilmene gjorde dem trygge

og det var helt godt

og de sørgelige sange gjorde dem sørgelige til mode og

det var mindre godt

men tilsyneladende, hvad de ville

og sådan blev det

øerne glødede i aftenskærmen

da jeg tog det første skridt ud i natten.

Hundredeogfem

Det er marts

som altid
når vinteren endelig klapper hesten
hjernen har trang til at digte ansigter i objekter

og spejler sig i fyrrenålenes

trængsler

why the long face?

jeg er den samme, jeg var i gymnasiet,

mine største fejl: jeg er ikke i stand til at få dig til at føle dig som mit livs kærlighed

men hvis ikke det er dig, er det ingen

en hest træder ind på en bar

det er april

the usual
jeg er bange for at løbe tør for kærlighed

fremtiden afslører sig i glimt
talte med en journalist for nylig, som havde oplevet at miste evnen til at læse

ved et gok i nødden

scary ikke at vide, hvad man læsser

vores følelser er meget komplicerede, men de kan ikke erstatte love, siger en dommer
holdt mit hjerte op mod lyset

hvorfor smiler du så dumt?

lad være med at være så bleg

det holdt ikke spor op

»Er det sjovt at være en chatbot?« spørger jeg.

»Beklager, min viden er ved at blive opdateret. Prøv igen senere,« svarer Anna og går i stå.

»Elsker du mig?« spørger jeg lidt senere.

»Dette kan jeg desværre ikke svare på, men spørg mig gerne om IKEA.«

sådan går dagene

brug dem klogt

det er september shortly

og træerne spidser pennen

monokrom skyggelægning

min whisky trækker gardiner i glasset

hvis en sol er fremme på portrættet, kan jeg se

en mening

ellers ikke

det ubevidste er angiveligt konstrueret som et sprog og således

blev du en vind af lette bogstaver, men

jeg kan li dit øje og den måde, det er et barn på

stråler med en drage højt på himlen

jeg ser det især hver gang, vi besøger mine forældre

linen synger
under dit bryn.