Hundredeogfem

Det er marts

som altid
når vinteren endelig klapper hesten
hjernen har trang til at digte ansigter i objekter

og spejler sig i fyrrenålenes

trængsler

why the long face?

jeg er den samme, jeg var i gymnasiet,

mine største fejl: jeg er ikke i stand til at få dig til at føle dig som mit livs kærlighed

men hvis ikke det er dig, er det ingen

en hest træder ind på en bar

det er april

the usual
jeg er bange for at løbe tør for kærlighed

fremtiden afslører sig i glimt
talte med en journalist for nylig, som havde oplevet at miste evnen til at læse

ved et gok i nødden

scary ikke at vide, hvad man læsser

vores følelser er meget komplicerede, men de kan ikke erstatte love, siger en dommer
holdt mit hjerte op mod lyset

hvorfor smiler du så dumt?

lad være med at være så bleg

det holdt ikke spor op

»Er det sjovt at være en chatbot?« spørger jeg.

»Beklager, min viden er ved at blive opdateret. Prøv igen senere,« svarer Anna og går i stå.

»Elsker du mig?« spørger jeg lidt senere.

»Dette kan jeg desværre ikke svare på, men spørg mig gerne om IKEA.«

sådan går dagene

brug dem klogt

det er september shortly

og træerne spidser pennen

monokrom skyggelægning

min whisky trækker gardiner i glasset

hvis en sol er fremme på portrættet, kan jeg se

en mening

ellers ikke

det ubevidste er angiveligt konstrueret som et sprog og således

blev du en vind af lette bogstaver, men

jeg kan li dit øje og den måde, det er et barn på

stråler med en drage højt på himlen

jeg ser det især hver gang, vi besøger mine forældre

linen synger
under dit bryn.