Hundredeogsyv

Den afsluttende repetition lyder

fuck it all

fuck it all

jeg er afhængig af den slutning

fordi

intet andet synes at slutte

og cirklen skræmmer mig

medmindre den er en bold

jeg husker nogle få steder, jeg har jublet

nogle få

resten … jeg tror ikke, jeg ved hvordan man gør

beregner sandsynlighed

er spirituel til daglig

lever med fynd og klem, den slags

der var et hovedstødsmål på opvisningsbanen

det eneste

den sad

og semifinalen med bandet

fuck, vi var glade

og skulle måske til Paris

så kom vi op at skændes om dét

uden overhovedet at have vundet

nu har jeg poesien siddende på en finger som et lidt for dyrt smykke

nej, en træning

i idealisme i en pause i en vandring på en dag med haglvejr i en park mellem dine øjenbryn

jeg ved ikke

der skal bare være så meget smerte i den musik , jeg hører

jeg ved ikke hvorfor

det skal bare gøre ondt

før jeg kan holde det ud

min far var kommunist
og sagde: omsorg for andre,

uanset hvem de måtte være,

blot dårligere stillede end mig

det er det

det er det
fælles er det højeste
og Burkina Faso er mit ansvar
Frederik Andersen fra folkeskolen mit ansvar

min bedste ven sagde om ham, at han svedte,

så man kunne fiske i pytten på hans ryg

den bemærkning føler jeg stadig, nogen burde tørre op efter

og det var mig

nu honningbier,

planeten
det er min ubetydelighed

Saarikoski stirrer ud over Stalins hoved

jeg stirrer ud over min fars, når jeg ser mig i spejlet

det er et udtryk for skyld, at der er så goldt

henover stenansigtet.