Treogtredive

Du skrev mit digt / du tog mine ord ordret / eller / læste højt fra mine lungers femte sal / helt tyst / eller / faktisk med en underlig klang fra det bagerste af halsen / og ret ligefremt / eller nej / som vind for lille til at være blæst /

Du stjal den jeg var / og blev en skyggelund / jeg kun kunne ønske at besøge / du lod mig miste dig / jeg skrev: / forelskelse er den ensommes lyse sorg / du sagde: / du siger så meget dumt / jeg vedgik: / hvis jeg var alene, ville jeg leve af chips / og hoste og dunke mig selv i ryggen / du aede min tørre kind / i dit digt /

Pludselig blev du gammel eller syg / i en fæstning af stift, bleget bomuld lå du forskanset / og et hjerte, der hævede og sænkede sig besværligt i sengen / som trillede på gummihjul / hen ad afsnittets gangareal / patienter trygler om tid i en anden sang / her var du omkranset af englehænder der/ gav dig et sekund eller to / og du sagde: / jeg tror godt, jeg vil sige farvel / nu /

Og i dit digt var det mig, der kørte bort / under lysstofrørenes ubarmhjertige vekselstrøm / diffuse lydbilleder uden ilt / som udtværede af en skuffet eller sorgfuld maler / penslen gennem det våde værk / reduceret farveskala / vi forsvinder ind i det hvide / det grå / det sorte / og nede for enden af digtet / forstår jeg, hvad det hele handler om /

Journalerne ligger op ad hinanden /som to stykker sprog / forvandlet til det samme åndedræt / en kapsel / et sidste, konkluderende punktum.