Fireogfirs

Min farmor hed Åse. Ligesom der i teaterstykket er én, som hedder Åse. De har enkelte træk til fælles, såsom at vende sig om mod mig, bære briller og at dø. De er døde, de dør. Men jeg dør ikke, i teaterstykket. Jeg sidder og kigger og ryster på hånden som den sidste, og det er ikke min beslutning, ikke mig, der har lavet det. Men jeg vil gerne, jeg synes det er fint. Vi har så meget til fælles og ingenting. Når vi dør, er der noget der forsvinder, og erindring er flygtig. I boede i Skibhuskvarteret. Du røg cigaretter i køkkenet. Da Farfar døde efter de svære år uden dig, efterlod han en mikrobølgeovn, som vi diskuterede hvem, der ville ha. Den lugtede brændt, som om den var blevet betjent forkert, mad tilberedt i en helt forkert tid. Som om du stadig var levende, og ville åbne døren, når middagen var klar. Det havde Farfar gjort i alle årene på værftet, bortset fra når han glemte at komme hjem. Det er en sandhed, jeg hørte udsagt i en bisætning. Fra dig har jeg fået evnen til at kigge ud af et vindue, jeg bruger den på teatret. Og jeg arvede dine smykker.