For et par år siden:

Glem aldrig menneskelegemets temperatur i døden,

En kulde, som er det absolutte

Nulpunkt værdigt - og hvilken varme nu,

Hvor jeg smører dit ansigt ind

I solcreme og jeg kysser dig i

Øjenkrogen, gid jeg aldrig må miste

Det lille sted à la pletterne

I solen, skyggerne på jordkloden, jordknuden

(Din finere betegnelse!), men må lægges

I graven af dig en dag.

Mine hænder er hvide af solcremen,

Og ligner at befinde sig i

Minus 273 graders frost, du er

Den absolutte udødelighed i mit liv,

Hvilke strålende og krigeriske perler i

Dine dueblåkølige øjne i dag, havet,

Jeg gentager, havet letter, og tusinde

Digtere strander dér, glem ikke marehalm,

Som har fingrene i sandet, glem

Ikke jernmalm, som har håret i

Undergrunden, glem ikke afslutningens nyfødte tonearter,

Et kranium fyldt af tid, falderebet.