For et par år siden:

De vil have leverpostej, ikke åndelighed

Og grå ovenpå grå skal de få

Eller indkøbt pink, sådan nogle prangere!

Men jeg har kun sans for dig,

I din iris er en dis,

Et spøgelse måske, eller fotografens refleksion

Det har været vinter så længe, at den er blevet en del af os

Din ånde blomstrer koldt foran åbningen til gågaden,

Hvor øjnene taber styrke ved synet af sommersalg

Også himlen er en akvarel, en fortidig fortælling, et andet Danmark

Sat i verden af dig, som rører min kamerahånd, mit klik.

Og ingen steder er uskyldige mere

Ødelæggelsen er irreversibel på min barndoms parkeringsplads,

Hvor vi havde ingen bil, intet er tilbage

Og alligevel genkender jeg alt,

Mit eget tab af uskyld

Men på havnen kan man stadig købe fisk (i ental)

Og på bunden af vandet mellem de nordligste moler,

Hvor den krølhårede smokingidiot røg i baljen,

Nytårsaften for længe siden,

Dér stirrer forvirrede cykler op i det ansigt,

Som skulle vove at lande blikket på spejlet.

Alt er rent nu

Tiden er gået ad kromatiske opgange

Til sin etage i perfekt svingning

En dag, en rotation, et liv

Eller: alt er ustemt

Kun undtagen ordet nu, som dør for enden af strofen

Ved min fødsel havde min far medbragt 4 øl, som han skjulte i et skab

Om min mor på samme tidspunkt kender jeg ingen historie,

Men forestiller mig ydmygt smerten,

Idet solen overtaler min skygge til at strække sig og forlade mig

Mere og mere.