For et par år siden:

Og en taxachauffør fortalte mig om atomar hyperfinstruktur, som havde været hans forskningsområde tidligere i livet (han syntes at have levet flere), en teori, der bærer hemmeligheden om farver forsigtigt og lignende en afrikansk cichlide, der udruger ungerne i munden - kort fortalt og som jeg husker det - elektroners varierende frekvens i baner nærmere eller fjernere atomkernen, vi kørte gennem alle sludnuancer af grå, og jeg nød forelæsningen og tænkte på alle former for gavmildhed, udover denne, chaufførens distinkte stemmeføring og pædagogik; et æbletræ, min elskedes rosa læber, i bogen, jeg læser, spørger en gammel mesterillustrator: ’hvordan vil du forklare en farve for én, der er blind?’ - et lille bump, da vi kører over en isklump, en sirene i den modsatte retning, pludselig er vi fremme og håndtrykket føles tørt og læderagtigt laboratorierent; gul for eksempel, præsenterer sig i regnbuen reelt i to stråler af gul, og det var den tanke jeg fortsatte rejsen med, sådan føles det for mig, jeg tænker på øjets berøring af et materiale, og lyden af knasende salt slæbt med ind i afgangshallen, øjets berøring og farver, som står lænet op af sig selv, vi kan godt stå alene; jeg bør huske på, tænker jeg nu, at smage den frugt, den er smattet rød og at atomfysikeren bag rattet også retorisk spurgte: ’hvad kan det så alt sammen bruges til?’, før han forsvandt.