Til lykke

Jeg forsøgte at skrive et digt

det mislykkedes

Newton var med

og æbler, kys

'Vi øver vores kys'

stod der

og det er den eneste frugt

som jeg vil lade falde ned

gennem disse linjer

hvor der ikke

som i den anden skrivelse

står noget om for evigt

for nu er det nu

og her er ingen tyngdekraft

ja, eller okay

årene er ganske vist en sky

hvorfra det regner ned over os

men vi fejrer i dag alt

hvad der opad gror

og stille spirer 

ud af æblets skoddede skrog. 

Seksoghalvfems

Der er fire astronomiske enheders afstand
mellem hver af vores tanker, og fire
mellem hver af vores tænder, som
når vi er arbejdsløse lider
under den voldsomme forplejning
cola
lavet af colabjørn
svane liggende på rede af gamle nytårsraketter
blandt andet
chips
lavet af chipsdelfin
tænderne jamrer sig
truet menneskerace
lavet af olie og en planet
som denne
som vi kalder for vores egen
vil højst sandsynligt findes
et sted i den sorte tåge
rokkende frem og tilbage i et flashback
intelligent liv eksisterer
vurderet alene ud fra det faktum
at det ikke har forsøgt
at kontakte os

på en legeplads: dame med udposning på maven og hår

farvet sort og pink på toppen af hovedet

ligner emu eller fisk, som ikke tåler vand

og i USA: manglende evne til at udpege Ukraine på et kort

direkte proportional med ønsket om at gå i krig derovre
lemfældig komfort og bordets glæder

børn der leger

mobber hinanden hårdt

like in the old days.

For et par år siden:

De vil have leverpostej, ikke åndelighed

Og grå ovenpå grå skal de få

Eller indkøbt pink, sådan nogle prangere!

Men jeg har kun sans for dig,

I din iris er en dis,

Et spøgelse måske, eller fotografens refleksion

Det har været vinter så længe, at den er blevet en del af os

Din ånde blomstrer koldt foran åbningen til gågaden,

Hvor øjnene taber styrke ved synet af sommersalg

Også himlen er en akvarel, en fortidig fortælling, et andet Danmark

Sat i verden af dig, som rører min kamerahånd, mit klik.

Og ingen steder er uskyldige mere

Ødelæggelsen er irreversibel på min barndoms parkeringsplads,

Hvor vi havde ingen bil, intet er tilbage

Og alligevel genkender jeg alt,

Mit eget tab af uskyld

Men på havnen kan man stadig købe fisk (i ental)

Og på bunden af vandet mellem de nordligste moler,

Hvor den krølhårede smokingidiot røg i baljen,

Nytårsaften for længe siden,

Dér stirrer forvirrede cykler op i det ansigt,

Som skulle vove at lande blikket på spejlet.

Alt er rent nu

Tiden er gået ad kromatiske opgange

Til sin etage i perfekt svingning

En dag, en rotation, et liv

Eller: alt er ustemt

Kun undtagen ordet nu, som dør for enden af strofen

Ved min fødsel havde min far medbragt 4 øl, som han skjulte i et skab

Om min mor på samme tidspunkt kender jeg ingen historie,

Men forestiller mig ydmygt smerten,

Idet solen overtaler min skygge til at strække sig og forlade mig

Mere og mere.

Enogtyve

Ud fra min liste over beslutninger, jeg fortryder

kom jeg på sporet af

at jeg nok ikke tager så voldsomt mange beslutninger

men jeg erindrede pludselig, at jeg holder af friske hasselnødder

nyfaldne fra træet og saftige

vi blev gift det år

det står på indersiden

det fortryder jeg ikke

jeg lavede en monolog om kedsomhed

og en om dovenskab

der tegner sig vel en form for mønster

jeg ved ikke

burde have talt mere med de gamle

hale hver en lille detalje om deres liv og opdragelse og den slags ud af dem

farvestrålende lommetørklæder ud af en tryllekunstners ærme

hvad fik de med i hatten

og hvordan med access

talte forleden med min ven om at være 40

det er jeg ikke endnu, men det lod vi ligge

man kan godt føle

at livet er lykkedes

så nu er det bare at dø

den riesling fortryder jeg virkelig

Nietzsche siger det: dans

børn siger det i en lille kritik af madpakken: det kunne godt være bedre.

UAK, OOF.

Treoghalvfems

Det er digte tid

vi mangler løg

sidder op ad en grædemur af apati

har også brug for kartoffelforstærkning

alskens vækster pibler frem af april

en storm af sværd!

et diskret forbrug af følelser begynder at hede op

noget gør noget andet ved os

i Dordogne i Midtfrankrig, hvor vi boede og studerede

skulle indholdet af litium i luften angiveligt være højt

og godt

for sindssyge, mod al det overbelånte vanvid

i hvilket Cro Magnonmenneskets malerkunst nu finder ro

andre handler stødtænder

de sidste

de er kinesere og pisse ligeglade

mens jeg beder tandfeen om to saglige løg og vender mig om

og går ud og står oven på noget græs

og foretager mig intet af værdi

længe

længe

og lige omkring midnat

hoster du pludselig i søvne, rækker din hånd over

og dunker mig i ryggen
jeg elsker dig. 

Fireoghalvfems

Du bremser for meget, når vi kører på motorvejen

fart er lige nu afgjort det afgørende

det helt centrale i vores tid

må den passere med glubende hast

forbi en tyr græssende på Læsø

hvidgul

et forår inde i et analfabets hoved somewhere

jyske domicilers forladte kontorlandskaber

blinkende på mørke højderygge

spændende

ekspanderende livserfaringer som tang i et tangformet mønster

langs mine kyster

ved dine lår

du placerer materialerne talentløst i opvaskemaskinen, elskede

det er jeg nødt til at sige

og din mund forsinker os

lad raffinementerne falde

lad den blege søko i det zoologiske

padle for sin føde og lad ingen få børn, der ikke selv har

opholdt sig i opiumshuler

vi har ingen tid til pinligheder og fødevarechefers skam

over frosne, døde dyr

tyresæd, hurtigt!

dokumenter om dette og hint anbragt i filer i kager!

Læsø irer bort!

regnskoven tager for lange bade

og jeg selv er en sjuskedorte

nogen forelsket holder op mod lyset som et

stribet farvel et

stjålent minut i en æggedeler.

Femoghalvfems

Det er dødsmetaltid
smerter så good 

vi sprinter ud af paradis
spiser af et sidestik
og sommerdagen tar pippet fra demonstrationen

lad nu drengene brække de fucking arme

tid til bryster og genkaldelse

big bang fandt sted i hele universet samtidigt

verden er en rift

og popcorn

og pisse på planter og slås venskabeligt

tid til at alle dem, jeg hader, får en sæbedispenser i skallen

og trusler

jeg kan godt li trusler, jeg kan godt li raseri

hellere rasende end bitter er mit motto

men for det meste står jeg bare og mumler for mig selv

at

den danske forsker Mikkel Thorup nu har

skabt verdens mest tilfældige

algoritmiske computerfunktion:

jeg har fundet den allermest tilfældige funktion

som det på nuværende tidspunkt er realistisk at implementere

det siger Mikkel Thorup

der er professor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet

og det er den ømhed

som en pauserende bi

de omsynger

i mit yndlingsband

paradise lost

og jeg siger: en pint til alle i Halifax, Midtengland!

til de opstigende stamtræer, hvorfra vi dratter ned!

og til de dage

hvor for meget data lander det samme sted

og skaber sikkerhedsbrister i hjernens sølede krypt

vil jeg denne aften bede verden være gotisk

eller jeg kaster mig i armene på æbler.

Vi må desværre lukke.

Ti

Japans flag bærer navnet Hinomaru

og det er mit yndlings

et øje og en tunnel

omgivet af en gispende hvidhed

som en fodbold på en frossen himmel

hvor punkteringen

lukker mørket ind på livet

den morgen kunne jeg ikke undgå at se

ulykken under bjerget krøllede en Citroën foran mig

dens flaskegrønhed sad banket ind i synet

hvis væltede vægge lagde sig over vejen til glemslen

suk

hvert øjeblik glemmer jeg at leve i nuet

så jeg vil løbe en tur

for intet andet end lyden af grus

duften af græs

og nasse på hele verdens vejrtrækning

og i Japan

hvor man tidligere bar sine gamle ud, når de skulle dø

vil jeg stå i en have og spise æg med mine efterkommere

og kærligheden skal være

sådan som at et comanchebarn ikke ejer steppen

hvorpå vinden leger

lad os fucking bære langsomheden på vore skuldre

til ordene er talt op

og alt det vi ikke ejer

lægges i vor grav.

Enoghalvfems

Jeg er Arecibo budskabet

vores besked til universet

og eventuelt intelligent liv

afsendt fra Puerto Rico i 1974

det er mig

1679 cifre til en stjernehob

primtallene 23 gange 73, som afkodet

bliver et billede af vores solsystem, et billede

af en humanoid figur

her er jeg

med min dna-streng, en dobbelt spiralstruktur, en række binære tal

og en parabol afbildet

det tog tre minutter at blive født, men

en ulempe er, at det vil tage 25.000 lysår at nå frem

en anden, at jeg for at blive forstået forudsætter

at modtageren har øjne

har min tvivl omkring det med øjnene

så jeg er Danmark i stedet:
ingen dyre grundstoffer i støvet
og dog vel jord at stoppe i sproget
som en dødvægt over denne plørede koreografi på himlen
i sin essens et selvrefererende projekt

tal til os
ak! hvor oplagt
at være ligesom sig selv, bare dårligere
lig stille
denne fred er ingen fred
blot doven konsensus
mens en tredje eller ydre verden ville ihjelslå sin næste for en mundfuld frisk luft
en dråbe vand, en gnist, et frø
hidsighelligt og solarieklart toner solguden frem på skærmene
og peger på mit IP-nr. med en lille spade af guld;
lad den som kaste den første sten
gå til bunds med sit budskab
jeg kan ikke sige, hvor overfladisk trist jeg er over verden. 

Arecibo budskabet afkodet

Niogfirs

Du henvender dig til mig på net og telefon

du er tilbagestående og vedholdende

en skaldet ung mand med et krøllet navn

og siger: jeg skal sgu på job i morgen 47, i morgen

og jeg spør: tidligt?

du svarer: ja skal jeg ringe til dig kl 7 15?

jeg sir: nej, for helvede!

pift pift fedt billed, siger du

og jeg siger tak og spør til din ryg

undersøgelser viser alt muligt og at man ofte blot behøver ét menneske

det går beder, men

jeg tror ikke, at det er mig

der er denne person, og du sir: skal vi to ik lave standup?

og jeg svarer, arh …

for jeg synes ikke, der noget at grine af

og du er i øvrigt idiot

men du henvender dig hyppigt, som om du vidste

som om du var den ene for mig

som om du kendte ørkenen

nattens 
kolde 
hjertearytmi.

Lige idag:

Vi kan slet ik se problemet, det er for stort

altings tilgængelighed

i bits eller stills

vi streamer broen til askese

det er smartere, det er bare

at der er klumper i nettet, døde hjerner

min søn er syg, sover helt vildt

drik ferskvand

bliv ikke immateriel

læs en rigtig bog som nu denne, hvori min barndoms mange yndlingsfisk

spræller på en altertavle:

Rygsvømmermalle, Blødehjerte, Pragtsmerling

Skakbrætcichlide, Prinsen fra Burundi, Almindelig Neon

Yucatan-Molly, Gylden Blyantfisk

Kyssegurami

jeg havde den sidste

inde bag glasset

hvor fremtiden er en trivelig alge

jeg tænker

denne generation fortjener bedre

denne software er ikke værdig

langt mere sky

er dine drømme

hvad nu hvis

du var så tropisk så febril så

vi nåede flodernes endelige barndom?

For et par år siden:

Og en taxachauffør fortalte mig om atomar hyperfinstruktur, som havde været hans forskningsområde tidligere i livet (han syntes at have levet flere), en teori, der bærer hemmeligheden om farver forsigtigt og lignende en afrikansk cichlide, der udruger ungerne i munden - kort fortalt og som jeg husker det - elektroners varierende frekvens i baner nærmere eller fjernere atomkernen, vi kørte gennem alle sludnuancer af grå, og jeg nød forelæsningen og tænkte på alle former for gavmildhed, udover denne, chaufførens distinkte stemmeføring og pædagogik; et æbletræ, min elskedes rosa læber, i bogen, jeg læser, spørger en gammel mesterillustrator: ’hvordan vil du forklare en farve for én, der er blind?’ - et lille bump, da vi kører over en isklump, en sirene i den modsatte retning, pludselig er vi fremme og håndtrykket føles tørt og læderagtigt laboratorierent; gul for eksempel, præsenterer sig i regnbuen reelt i to stråler af gul, og det var den tanke jeg fortsatte rejsen med, sådan føles det for mig, jeg tænker på øjets berøring af et materiale, og lyden af knasende salt slæbt med ind i afgangshallen, øjets berøring og farver, som står lænet op af sig selv, vi kan godt stå alene; jeg bør huske på, tænker jeg nu, at smage den frugt, den er smattet rød og at atomfysikeren bag rattet også retorisk spurgte: ’hvad kan det så alt sammen bruges til?’, før han forsvandt.