torsdag den 29. maj 2014




I anledning af ekstremt fravær på dette sted er her den seneste tids begivenheder og tanker:
(der er ikke sket en fis)

Ukrudt
japanske mænd tænker ikke på at få en kæreste
overskrift: den som vil være regent skal kunne regere sig selv
vi arbejder
vi skal lave en teaterforestilling
vi skal forstå, at vi ingen person er
blot spejle
så kig herhen lidt
Japan har jordens ældste befolkning
dvs
en geriatrisk udfordring, de få
der forsørger de mange i en omvendt pyramidefigur
eller lignende et champagneglas af den type
mit lands ledere anvender til at trylle med
karrieren: pist væk
Jesus Kristus inde i hulen: pist væk
store bededag, det store sammenskudsgilde
vi spiste pandekage på Christiania med the kids
en konfirmand besvimede i kirken
uklart om det var religiøst eller
mangel på vand
hvorom alting er
forpremiere næste uge
og lige nu
ukrudtet
blomstrer.

Take care
Anders

onsdag den 21. maj 2014



Du ligger atter på din ryg
befamler verden med fingrenes mellemrum
en berøring af læbers flade mod hinanden
du er en nybegynder, du tænker
ikke på det hvide privilegium
som er et problem
du tænker ikke
på samvittigheden, som godt må spise tørret frugt i
hjørnet af et sind
tænker ikke på vand
føler ingen misundelse over ikke at være en
dråbe
og tilhøre minoriteter
du er parathed så fersk
at en panter kunne wrestles venligt det næste sekund
vi skal alligevel uddø
tænk på Jupiter i stedet
som suger så mange meteoritter til sig
også de har berettigelse
du registrerer perifært at de findes
du registrerer fotoners fald med en lille tvangstanke eller afstikker:
sidste gang jeg mødte min tidligere ven stod han ved sortedammen
jeg står bare lige her, sagde han fjoget 
og i selskab med en ukendt and
glor på lyset over søen
det er ret heftigt
blidt dalende
og det var sært
som en hyldest vi ikke kunne deltage i
han hed Kåre og
var den mest utrolige danser
men næste gang var det mændenes hjem
og skægget en skypumpe af dårlige minder
universet et aftryk mod ryggen
en løn, ingen mand kan oppebære
men som i danseforestillingen om offentlige toiletter
- jeg så den to gange i rap -
du nægtede at være fortabt.



søndag den 11. maj 2014





Nioghalvfems


Dette er det sidste digt
eurovisionen findes ikke
hørelse ikke mere
det er med stor beklagelse, vi må meddele at
bier ikke findes mere
fordi de er truede
karameller, samarbejde, anstrengelse
og girafkostumer
i meditation over hvor kort døden er
hvor lille offknappen tager sig ud
og hvor lang hovedpinen
hvor kæmpehøj kvalmen tårner sig op over
verden man forestiller sig at være en del af
Hamlets store, fede problem er
at han tror, han er Hamlet
og i går da vi cyklede i skoven og var vildt levende
mødte barken på stammerne os med et raffineret sceneshow
eftermiddagssolen en pyroteknisk visual for vores alder
ældre bliver vi ikke
jeg kan ikke overskue det
intet findes
jeg ligger på ryggen og drømmer tvungent
kys til alle og tillykke til dem, der fortjener det og mere
at intet findes længere
og
vores mountainbikeguide på turen fortalte at heste
når et uvejr nærmer sig
vender røven til
det er skæg
men ikke brugbart
her er i forvejen et rod af symboler og præmier
og i det perspektiv
ønsker jeg sådan set ikke mere
at repræsentere mig selv.







Otteoghalvfems


Den kører fint sådan en skoda
gennem knorteskoven
det er din fødselsdag
og din mors
vi sniger os hjem på dæk
ungerne bagi
radioen rabler:
jeg skriver en masse sange
vil nogen nogensinde
læse
na na na
din far er død
i den sang i radioen og i virkeligheden
hvornår
tænker du
fortæller vi bagsædet
hvordan han gik bort
faldt om
og hvordan du
samlede resten af dit liv op
som en trodsig lille vægtløfter?
en lappedykker på flaprende fødder blokerer forvirret vejen
som et tvetydigt svar
vinyl der har ligget i solen
din fars gamle plader
bremseskiver
klemt sammen om
den store
silencio.











(skilsmisser halv pris)

torsdag den 8. maj 2014






Fire



Panodil junior
min mor ku ikke gøre for det
vi hænger alle sammen i
det er fredag eftermiddag og fritidshjemmet sværmer af au pairs
var engang selv på filippinerne
så vandbøfler
kokosnødder lagt til tørring i solen
mens vi arbejdede os op gennem en flod
alle padler
er Alexander i træværksted?
alle har ondt i sit hoved
men videnskaben er på vej
hjem fra arbejde
står lige i rema og mærker et stik af raseri
lindringer
avokado og
studerende alle vegne bliver så glade når læreren siger noget, de allerede ved
omkring år 1900 siger Kelvin:
al fysik er opdaget
nu skal vi bare måle lidt mere præcist
nej
der er han ikke
arh
en dag med migræne og blikket
låses helt fast på den måde bøflerne svedte
deres horn.




onsdag den 7. maj 2014







HUNDESTED, YOU PUZZLE ME.






Halvfems





Et brev er mere værdifuldt end et digt
så kære Anne:
der florerer noget mystisk udslæt i min datters andenklasse
snart skinneben
snart skuldre, albuer
et underansigt på en pige
jeg tænker på hvad du laver, når du er alene
du ser en film
du ser måske Funny Games igen
ravioli
Frederiksberg Svømmehal
det føles anderledes, end når jeg tænker på mig selv
squash, en LP, aftenrøde
jeg tænker på Henrik Dahls hjerne
hvis jeg havde et museum, ville jeg ønske mig den og
det ville ikke spille nogen rolle hvilket museum, det var
så kunne skoleelever og lokalhistorisk interesserede betragte den
og efterfølgende besøge den lidt senere bronzealder i sydfløjen
helt meningsløst skal min søn lære at stave til Dalsgaard
efter en nat hvor jeg netop har drømt om dig og dit
det navn
gå ikke gennem den passage
lød det i drømmen, det spøger
du var i Shanghai til
behandlinger
jeg gik igennem, no problemos
lukkede døren og en gyselig hvid skikkelse
jeg tror desværre det var dig
jog gennem mit sovende ansigt
som en forfærdelig, hvid glemsomhed
jeg vågnede brat og befandt mig i formaldehyd
hvad synes du om sindet?
hvad synes du, vi skal gøre?
forleden sagde en kollega:
det er alligevel en vild ting at give op.