Hundredeogotte
I hospitalets enestue afleverer du nu dine allersidste kræfter
og de er mange og ubegribelige
for os som sidder og ser på
små gisp
dage der følger dage
og det er uklart hvem du er nu
hvad du er blevet til
væske der forlader sin form og bliver til luft
at tro på at menneskesjælen eksisterer
svarer til at ville bestige bjerge på Amager
jeg har mine tvivl og
læste man modtagestuens plakat om The Glasgow Coma Scale er
du åbenbart
med laveste score langt langt væk
låst inde i sindet
du eksisterer mere i rummet end i dig selv
og vi taler til dig
men du er allerede vadet ud i demenshavet
og den idiotiske krop bliver ved:
først svømmende bevægelser, så trækninger ved munden, så suk og
heftigt åndedræt, så hørelse og
det samme og det samme og det samme i en ring:
farvel farvel farvel.
nu spiser jeg en sild i den slunkne kantine, drikker juice
det er det mærkeligste
pårørende på gangen taler om 30-årige lån, tordenvejr
hvad er dine 90 år på jorden?
væggene farvet sart melon
som var værelset en åben frugt
låst op og lagt til råd i solen
en gigantisk edderkop er tilsvarende fanget i denne blindgyde,
stue 84
hvem bestemmer åndedrættets variation, et hik, et ophold?
intet af dette giver mening
tæt ved dit øre
taler jeg om
brudevalsen
krondiamantbryllup
det klareste af minder
hvordan du ikke ville holde op med at danse
sejlende
høj hat
og sådan er det nu
din elskede har sagt dig farvel
din datter ber dig give slip
du trækker vejret
du trækker vejret
kroppen kan ikke gøre for det
du trækker vejret.
